Den gode hverdagsmad
Der er fokus på mad, på madens betydning for livskvaliteten, helbredet og livslængden. I foråret 2009 udgav Forebyggelseskommissionen, der var nedsat af regeringen, derfor 52 anbefalinger til, hvordan vi kan leve et sundere og længere liv. Flere af anbefalingerne handler om maden, nogle af dem om de offentlige måltider, eksempelvis skolemaden.
Den store opmærksomhed på madens betydning for livskvalitet og livslængde følges imidlertid ikke af en tilsvarende høj prioritering af området fra politisk side. Der bruges eksempelvis relativt få og faktisk stadig færre ressourcer på mad fra det offentlige. Ligesom det kniber med at få en klar politisk prioritering af maden.
De færreste kommuner har en bevidst holdning til den gode hverdagsmad, til betydningen af de daglige måltider for de borgere, der i kortere eller længere tid er afhængige af mad fra det offentlige. Selv de kommuner, der har en klar mad- og måltidspolitik har vanskeligt ved at formidle den ud til alle i kommunen, der beskæftiger sig med de offentlige måltider.
Kost & Ernæringsforbundet vil derfor med sin mad- og måltidspolitik opfordre alle, der har indflydelse på maden, til at tage et ansvar for maden og måltiderne, arbejde med madens kvalitet, rammerne omkring maden og samarbejdet om maden. Og til at sørge for, at ethvert måltid har en vært, at maden serveres med professionel omhu, og at brugerne har indflydelse på måltiderne og kontakt med dem, der tilbereder maden.
Målet er, at mad og måltider bliver en dejlig, daglig oplevelse.
Kost & Ernæringsforbundet, juni 2009