Processing time: 1337299642.2125 secs
Forliget om Sundhedskartellets første selvstændige overenskomst for ansatte i kommuner, amter og HS er i hus. Og resultatet er sendt ud til medlemmerne – som skal sige ja eller nej.

Klar til overenskomst – eller konflikt

Kost, ernæring & sundhed 6 · 2005

Efter flere dage og nætters intense forhandlinger og travlhed ved regnemaskinerne, var forliget om Sundhedskartellets første selvstændige overenskomst med en helt ny lønskala i hus den sidste dag i februar.
Nu er resultatet sendt ud til alle medlemmer af de 11 organisationer i Sundhedskartellet. Og hvert enkelt medlem af Kost & Ernæringsforbundet skal for første gang selv være med til at bestemme. Hvert eneste aktive medlem har fået tilsendt en stemmeseddel og skal bestemme, om krydset skal sættes ud for ja eller nej til den ny overenskomst.
Resultatet af afstemningerne bliver offentliggjort den 31. marts. Og hvis resultatet er et ja, træder overenskomsten i kraft den 1. april, ellers bliver der varslet konflikt.
For Kost & Ernæringsforbundets medlemmer betyder forliget, at køkkenassistenterne og lederne af de små køkkener er sikret en lønstigning, som er større end den stigning i priser, man forventer. Og der er en 100 procents garanti for, at pengene, der er afsat til den lokale løn, udbetales til Sundhedskartellets medlemsgrupper.
Samtidig får køkkenassistenterne, der har den lave minipensionsordning, et stort løft, så de får en pensionsordning, der kommer på niveau med den, kollegerne på det offentlige arbejdsmarked har.
Og Sundhedskartellet har fået sin helt egen lønmodel, som opererer med 8 løntrin til basisgrupperne og 19 til lederne, incl. 3 løntrin til kostfaglige ledere (løntrin 25, 29, 34).

9,3 procent i alt

Ud over forbedringerne på løn, pension og arbejdstid betyder overenskomsten også bedre barselsregler. Fra den 1. oktober i år indbetales pensionsbidrag under barselsorlov i den periode, hvor man ikke får løn, men kun får dagpenge. Også de, der stadig i en overgangsperiode kan gå på den børnepasningsorlov, der nu er afskaffet, indbetales der pensionsbidrag for.Fra januar 2007 er der også aftalt en udligningsordning for udgifterne til barsel- og adoptionsorlov. De udlignes på tværs af alle arbejdspladser i en kommune eller region, så udgiften ikke belaster den enkelte arbejdsplads.
Og det er aftalt med arbejdsgiverne, at alle medarbejdere, der er omfattet af kommunalreformen, bevarer deres nettoløn med aftalte lønstigninger frem til april 2008. Og hvis der sker væsentlige stillingsændringer på grund af kommunalreformen, kan lønnen først ændres fra april 2008, og så ved at den nedtrappes over tre år.
Alt i alt betyder den nye treårige overenskomst en ekstra omkostning for arbejdsgiverne på 9,3 procent, er det beregnet. Lønstigninger og forbedringer på pension udmøntes lige som forbedringerne på ulempebetalingen i weekenden på forskellige tidspunkter i løbet af de tre år frem til den 1. april 2008.

Mere i løn

Overenskomsten betyder, at køkkenassistenternes grundløn er beregnet til at stige 16.609 kr. i løbet af de tre år, mens for eksempel lederne af de små køkkener får en stigning i deres grundløn på 21.594 kr. frem til april 2008.
Hvis køkkenassistenterne havde været med i det forlig, KTO har indgået med arbejdsgiverne i kommuner, amter og H:S, ville en køkkenassistent ved det generelle forlig stige et løntrin til en grundløn på løntrin 16 og måske, hvis pengene kunne findes ved de specielle forhandlinger, senere stige til en grundløn på løntrin 17.
Forhandlingerne i Sundhedskartellet sikrer, at en nyuddannet køkkenassistent ved slutningen af 2007 når op på en grundløn på 18.748 kr. om måneden. Det svarer til den skønnede grundløn på løntrin 17 i KTO-skalaen.
Og har køkkenassistenten været uddannet i syv år, bliver hendes grundløn i slutningen af 2007 på 19.133 kr. Desuden er der til lokale lønforhandlinger afsat 1,25 procent, der forhandles om fra januar 2007.
Ledere med op til 15.000 kostdage stiger, fra hvad der svarer til KTO-skalaens løntrin 22, til løntrin 25 fra januar 2006. Ledere med mellem 15.000 og 40.000 kostdage stiger samtidig fra løntrin 27 til løntrin 29. Og afdelingsøkonomaerne stiger fra løntrin 27 eller 28 til løntrin 29.
Lederne i Sundhedskartellet har derudover på forhånd fået afsat 2,5 procent til forhandling om løn lokalt. 1,25 procent skal der forhandles om fra januar 2006 og 1,25 procent fra januar 2007.

3.800 kr. til alle på fuld tid

Allerede i år får alle fuldtidsansatte i øvrigt et éngangsbeløb på 3.800 kr. udbetalt. Det er i stedet for en lønstigning på 1,52 procent for resten af 2005. Ansatte på mindre end fuld tid får et beløb, der forholdsmæssigt svarer til deres arbejdstid.
Engangsbeløbet bliver i kommuner udbetalt i august, mens det i amterne udbetales i oktober.
Sundhedskartellets nye lønmodel træder i kraft for ledere fra den 1. januar 2006 og for de øvrige i Kost & Ernæringsforbundet den 1. april 2006. På det tidspunkt skal alle indplaceres og have grundløn fra Sundhedskartellets nye lønskala.
Reguleringsordningen, der skal sørge for, at de offentligt ansatte følger med lønudviklingen på det private arbejdsmarked, eksisterer stadigvæk og udbetales til oktober 2006 og oktober 2007.

Elevers løn stiger også

Både elever og voksenelever får også, hvis overenskomsten vedtages, mere i løn i løbet af de kommende tre år.
Eleverne får allerede pr. 1. april i år – i stedet for éngangsbeløbet – udbetalt 1,57 procent mere i løn om måneden. Og fra den 1. januar 2006 stiger eleverne igen i løn med 1,45 procent.
Vokseneleverne stiger fra den 1. april i år fra løntrin 9 til løntrin 11. Fra den 1. januar 2006 går vokseneleverne over på Sundhedskartellets lønskala. Samtidig forhøjes deres løn med 1,45 procent.

Minipensionen forsvinder

Fra januar 2006 er der ikke længere noget, der hedder minipension.
På det tidspunkt får de medlemmer af Kost & Ernæringsforbundet, der i dag har en af landets laveste arbejdsmarkedspensioner på 7,69 procent, en forhøjelse til 12,8 procent. Så bliver deres pensionsordning lige så god som pensionsordningerne på det øvrige arbejdsmarked.
For at komme ind i pensionsordningen skal man være fyldt 21 år og have været ansat et år.

Arbejdstid

Tillægget i amterne for at arbejde i weekenden gælder fra april 2006 allerede fra kl. 6 lørdag morgen. I dag gælder det først fra kl. 8.
Samtidig forhøjer kommunerne betalingen for at arbejde lørdag efter kl. 11 med 1 procent til 26 procent.

Sundhedskartellets tre-årige forlig

Aftalte generelle lønstigninger 0,80 procent
Reguleringsordningen/skøn 1,93 procent (udbetales som generel lønstigning)
Ny lønmodel fra 2006 4,70 procent
Lokal løndannelse 1,41 procent
Lærere og små ledere 0,12 procent
Øvrige forbedringer 0,34 procent
I alt 9,30 procent

Artiklen er en del af et tema:
Forhandlingerne om OK05
Artikler i Køkkenliv:
Elever med på valg
OK 05 er snart i hus
Ledelse med mod
Klar til ny lønmodel
Klar til overenskomst – eller konflikt
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Læs stats-aftalen
Kæmpe ja til OK05


Processing time: 0.1191 secs