Beboernes vindue til verden

---

Inge Lise Winther ser det som sin fornemste opgave at give brugerne en god madoplevelse. Flere af dem er yngre, svært handicappede og dagens måltider er højdepunkterne i deres liv. Derfor skal kvaliteten være i top – ikke noget med færdigskrællede kartofler her – og en tæt kontakt til brugerne er en selvfølge. Inge Lise Winther snakker i telefon i sit lille kontor med udsigt til have og køkken.
– Ja, det er i orden, så siger vi det, køkkenlederens stemme er varm og hjertelig. Hun lægger røret på.
– Det er en af beboerne, som er hjerneskadet. Han ringer gerne flere gange om dagen for lige at være sikker på, at han nu også har bestilt mad. Han er så sød, fortæller hun. Hvor tæt er du på brugerne, og hvad betyder det for dig i det daglige arbejde?
– Meget tæt. De mennesker jeg laver mad til her på centret lever for fleres vedkommende hele deres liv her på stedet. De kommer som unge og bliver gamle her. Der er nogen, som har været her i 35 år. Mit job er at sørge for, at de får kvalitetsmad.
Kantinen er meget brugt, det er livsnerven i huset. Vi har nogle, der sidder der hele dagen. Det er beboernes vindue til verden.
Kontakten kan være alt lige fra en snak i kantinen, hvor de fortæller, om de har tabt sig eller råber hej boss, til at jeg tager på rejser sammen med dem – nogle gange som madmor, andre gange som hjælper. Det er en god måde at lære både brugerne og det øvrige personale nærmere at kende.
Vi har også et åbent køkken, hvor beboerne gerne må komme for at pille et æg eller smøre sig en mad. En af beboerne har fået jobbet at stemple vores kaffebilletter. Det er han meget glad for. Tænker du over, hvilken mad du skal lave til brugere, der er handicappede og sen hjerneskadede?
– Vi laver varieret mad, og vi skal sørge for, at de ikke spiser for fed mad. Der er altid to sunde retter at vælge mellem, men mange af de yngre vil gerne have pomfritter og pølser, så det laver vi også. Det kan være svært at få dem til at spise grøntsager nok, men hvis vi nøder dem lidt, så kan de godt overtales.
– Der er ikke mange herhjemme, der forsker i mad som en del af behandlingen af hjerneskadede. Det synes jeg er mærkeligt. Jeg tror på, at den rigtige kost kan gøre en forskel. Beboerne på centret er sjældent syge, det mener jeg blandt andet skyldes, at de får den rigtige kost – uden at jeg kan bevise det videnskabeligt. Bliver du stadig faglig udfordret efter så lang tid det samme sted?
– Ja, det synes jeg, men jeg søger også inspiration udefra. Jeg er meget involveret i at arrangere efteruddannelse og kurser i Kreds 11. Det er godt for mig og min faglige udvikling. Jeg deler min viden med andre, og hvis der er en økonoma, som har lavet noget genialt et sted, så vil jeg da også se, om det kan bruges i mit køkken.
Jeg har da tænkt, at hvis jeg skulle prøve noget andet, så er det ved at være tid. Måske noget med børn, hvor jeg også er tæt på brugerne. Eller i en kantine, hvor jeg havde fri, når jeg gik hjem og ikke skulle tænke mere på arbejde. Men nej, jeg er den type, der gerne vil være med i det hele. Så jeg bliver nok, hvor jeg er.