Dogme 2000 er et samarbejde mellem fem kommuner: Albertslund, Ballerup, Fredericia, Herning og København, der har forpligtet sig til at gøre en indsats for miljøet – blandt andet at sikre rent grundvand til kommende generationer. Og det kan blandt andet ske ved at købe økologisk i institutionerne.
Dogmeprincippet er ‘fej for egen dør’ og det betyder, at kommunen skal gå foran med miljøforbedringerne. Men ideen er, at ringene vil brede sig i vandet og kommunens borgere – forældre til børn i institutioner og skoler, pårørende til ældre mfl. – vil følge eksemplet.
Status på dogmet
Dag og døgninstitutionerne er længst med økologien. 154 institutioner har omlagt til mellem 70-90 procent økologi. 15 medborgerhuse og kantiner er omlagt. Og 45 ud af 65 skoler serverer mindst 60 procent økologisk i skoleboden.
Otte plejehjem er på vej til økologi – og 24 mere skal med efterhånden. Det er frivilligt at deltage – i princippet. Men ifølge ‘Agenda 21 Plan’ skal alle køkkener være omlagt inden 2008.
Økologi på plejehjemmene
To af de otte plejehjemskøkkener, Ryholtgård og Kærbo, er modtagekøkkener og får mad fra Fælledgården. Derudover deltager Johannesgården, Herman Koch Gården, Bomiparken, Bispebjerghjemmet og Gammel Kloster.
Alle medarbejderne i køkkenet har været på kurser i økologi, de har endevendt deres mad, målt og vejet hvad beboerne spiser – og ikke mindst, hvad der går til spilde. Og de har set deres indkøb efter i sømmene for at finde penge til de dyrere økologiske råvarer. Det må nemlig ikke koste mere at spise økologisk. Og det har givet anledning til skepsis i køkkenerne såvel som i Miljøkontrollen, som styrer projektet, og i Sundhedsforvaltningen. Kan man nå op på 75 procent økologi i køkkener, der gennem de seneste mange år har været igennem utallige rationaliserings- og besparelsesrunder. Er her ikke skåret til benet?
Men foreløbig er der erfaringer, der viser, at det er muligt.